Kærligheden er en sær størrelse.
Den er den enhed, som vi ikke kan leve uden. Den er evig og utilregnelig. Tilgængelig for alle. Den er narkotikaen, vi ikke kan undvære. Uden vores drug er vi sårbare - ensomme.
Individernes verden. Vi vil være uafhængige, men uafhængigheden kvæler os. Den krymper os til små bitte størrelser, og atter er den der. Den er større end os alle. Den kommer snigende, omklamrer os.
Den rammer som et slag i ansigtet. Den er vores alles wake-up-call.
Vi søger ind i varmen hos vores nærmeste - dem, vi elsker.
Det er en gensidig afhængighed. Det indser vi. Vi søger trøst, glæde og latter, og vi finder den hos én, som kan gøre os trygge.
Trygheden gør os paranoide. Hvad hvis den skulle forsvinde? Hvad hvis nogen skulle tage den fra os?
Ejerskabsvandviddet løber ned over os. Uroen og jalousien tager overhånd. Vi vil beskytte vores ejendom.
Vi jager kærligheden bort til gengæld for galskaben. Vi kvæler den luft, der er omkring vores kære. Gløden dør. Skænderier raser.
Glæden forsvinder. Kærligheden søger ly og varme i en andens favn. De søde ord og kærtegn, som førhen var, forgår og genopstår hos én, der er redde til at tilbyde dem.
Konfrontationen nærmer sig. Den efterladte fornemmer, at kærligheden ikke længere er så berusende. Den er en smerte, som maser os længere og længere ned i afgrunden. Vi forsøger at genvinde kontrollen, men forværrer blot alting.
Vi må konfrontere kærligheden. Fortælle om uro og bekymring. Rydde op efter jalousi, smerte og vanvid.
- En kujon, det er jeg. Sidder overfor kærligheden og smiler og ler. Lader som ingenting. Tænker blot på de ord, jeg ikke kan få sagt. Fornemmer han det?
Han kysser mig blidt til farvel. Jeg smiler og siger "vi ses". Det vender sig i maven.
